Føler mig så underlig utilpas i denne her verden.

Væk mig når vi har et sted at stå, og en løgn at stole på.

Jeg er så bange for at komme videre i mit liv, når jeg ikke ved hvordan du har det. Jeg kan slet ikke finde rundt i dit liv. Du er så... der findes ikke ord for det. Du er unik og en idiot på samme tid. Du begik fejl der ikke kan tilgives. Jeg skærer mig igennem en stemning så kompakt når du er i nærheden af mig. Er det forkert, eller er det bare svært for mig at gå? Jeg blive nød til at tage mig sammen. Hvis bare ikke ligegyldigheden forlængst havde taget hånd om dig. Var det dig jeg så mig selv blive gammel med? - næ, det var det faktisk ikke. Til helvede med vores planer. Du er så underlig. Hvis nu jeg ikke kendt dig, tror jeg det hele ville havde været nemmere, eller... nej det tror jeg faktisk ikke, fordi så var der nok noget andet jeg ikke kunne give 100% slip på. Men seriøst.. du har behandlet/behandler mig som lort. Jeg ved at det her ender galt, hvis ikke jeg tager en beslutning nu. Jeg får sådan en lyst til at skrige, når du er sådan der. Forhelvede du giver mig til at smadre alle mulige ting. Jeg har fået nok af din attitude. Og jeg véd hvordan du er, så drop det der pis. Det er til grin!