Da jeg gik i 3klasse startede det hele. Jeg var på vej ned til min moster og onkel, da det hele startede. Jeg skulle tisse og da jeg havde tisset, var det som om jeg stadigvæk skulle tisse, men jeg glemte det hurtig igen. Så næste dag da jeg skulle i skole, kom jeg for sent. Jeg skulle tisse hele tiden. Jeg var på toilet 5 gange på 15 min. Jeg vidste ikke hvad der skete, så jeg begyndte at græde helt vild. Jeg var derefter ikke i skole i 1½-2 måneder, da det blev en besættelse for mig. Jeg havde angst for at tisse i bukserne. Det lyder latterligt, men det fyldte hele min hverdag. Jeg gik til psykolog i Herning, ved en sød mand der hedder Jakob. Jeg blev rask, men midt i 7klasse skete det igen. Jeg har altid været en "stor" pige. Ikke fed, men har altid haft en sød lille delle. Drengene begyndte at gå op i pigerne og det endte med at jeg blev drillet, fordi jeg ikke var ligeså tynd som de andre. Jeg fik derefter angst for at skulle kaste op. Jeg stoppede med at spise og på 3 uger, smed jeg 10 kg. Min lærer kunne hurtig mærke der var noget galt. Jeg lignede et lig, og kunne næsten ikke holde mig vågen pga. manglede næring. Jeg fik så hjælp af vores skolelæge og jeg løj altid om, hvad jeg havde fået at spise. Jeg ville ikke spise. Mine forældre fik besked og de blev meget bekymret. Det forsvandt ikke helt, men det blev bedre. Så startede jeg på en ny skole, sammen med hele min gamle klasse, så der var ikke noget dér. Jeg fik en sød kæreste ved navn Mikkel. Men efter nogle måneder, startede det hele tiden. Jeg var simpelhen bange for at få diarré. En dag jeg var hjemme ved Mikkel gik det helt amok. Jeg rystede, græd og var ved at besvime pga. angst. Derefter var jeg ikke i skole i ½ år. Jeg fik hjemmeundervisning og begyndte til psykolog i Herning, hvor jeg var ved 6 forskellige psykolog pga. de ikke kunne finde ud af hvad der var galt med mig. Jeg blev testet for det HELE og jeg fejlede intet af det. De sagde jeg var for klog til at have ADHD, så det endte med at de fandt ud af at blot var voldsomme tvangstanker. Jeg har aldrig prøvet noget så voldsomt. Det blev sommer og det hele blev til bedre. Mikkel og jeg gik fra hinanden og jeg fik mig en ny Mikkel. Han havde selv nogle problemer, så efter lidt over en måned måtte vi gå fra hinanden, da vi ikke kunne hjælpe hinanden. Jeg er den dag idag på antidepressiv og ved ikke om det er for altid. Jeg er startede på Struer Statsgymnasium og det er jeg virkelig glad for. Jeg har fået en masse nye venner, som også har fået at vide jeg lider af OCD. Jeg er ikke flov over at fortælle det og det har jeg aldrig været. Jeg har altid kunne sætte ord på hvordan jeg har det. Jeg kan stadigvæk få nogle hårde ture, men hvis jeg bare husker at tage mine piller går det nok. Jeg håber ikke folk tror jeg er syg i hovedet, fordi det er jeg på ingen måde. Jeg har bare en psykisk lidelse som man ikke kan se. Nu håber jeg folk har fået en masse spørgsmål besvaret, ellers spørger i mig bare.
Stærkt. That is all.
SvarSlet