Under huden

Som jeg tidligere har skrevet om, lider jeg af ocd. Jeg husker hver eneste dag af mine 6 måneder hjemme i sengen, hvor det eneste jeg kunne var at græde... Men det er slet ikke det jeg vil snakke om nu. 

For omkring 2 år siden, blev jeg mere eller mindre rask, og det gjorde mig pludselig til en helt anden. Når jeg kigger tilbage på mit liv som 15 årig, fortryder jeg næsten hvert et åndedrag. Jeg har ikke behandlet mig selv speciel godt, overhovedet. Jeg har haft den følelse i kroppen, at jeg efter de 6 måneder hjemme, var gået glip af flere år. Så der var ingen tid at spilde, da jeg ikke havde nogle idé om, om det hele ville komme tilbage lige i hovedet af mig, inden jeg fik set mig om. Det er ret grænseoverskridende og skriver, faktisk mere end det om mit ocd, fordi det er noget jeg kan forholde mig til. Kan jeg ikke med det her...  

Så længe jeg kan huske, har jeg elsket den tryghed en dreng kunne give mig. Efter mit brud med M. har det været svært for mig at håndtere den sårbarhed og utryghed der pludselig kom. Han havde altid været der, og jeg kunne ikke sove de par næste uger, fordi jeg manglede ham ved min side, til at holde om mig når jeg skulle sove. Og hvis ikke han var her, ringede han altid til mig inden jeg skulle sove, for at sige godnat. 

Jeg sad og så et program forleden, om kærlighed. Der fortalte de, at det stof kroppen skaber når man er forelsket, er det stof som folk med ocd og tvangstanker har i kroppen hele tiden. Det var som om en sten faldt fra mit hjerte. Endelig fik jeg svar på, hvorfor jeg kunne blive forelsket på 2 sekunder. Ikke bare "vild med" eller "jeg kan godt lide". Nej, forelsket. 

Når jeg sidder og skriver det her, får jeg en kæmpe klump i maven, fordi jeg har virkelig trådt mig selv over tæerne mange gange, ved at være så nem, fordi jeg falder for alt. Mange siger at jeg bare skal tage mig sammen, men det er ikke noget jeg selv kan styre. Da jeg var igennem den enorme proces, hvor jeg var igennem en masse teste og skulle snakke med 5 forskellige psykologer og blive filmet, fik jeg alt mulig at vide om, at jeg var meget udadvendt og skulle tænke mere end andre, før jeg sagde noget osv. Men jeg fik også at vide, at jeg godt kunne være ret ligeglad med alting til tider. Ligeglad med mig selv og hvad jeg gjorde.

Jeg håber inderligt at folk vil prøve at sætte sig lidt i mit sted, hvordan det er at den ene dag er man total ligeglad med sig selv, og hvad man udsætter sig selv for, og den næste dag kan alt ramme en så hårdt, at det gør ondt helt inde i knoglerne. Det er ikke sjovt, når jeg ikke kan andet end at stå og se på, hvordan jeg ødelægger mig selv langsomt..