dag 20 - den person der har knust mit hjerte hårdest.

Jeg kan ikke skrive dette brev, uden at få en knude i maven. Kan mærke hvordan tårene presser på for alvor. Selvom det efterhånden følelsen som 1000 år siden du ødelagde en del af mig, mangler den stadigvæk. Jeg drømte om dig hver nat, jeg kunne gå helt i panik hvis ikke jeg havde strøm på min telefon og du pludselig skulle skrive til mig. Men som regel var der ikke en eneste besked fra dig, selvom jeg havde været på ferie i 2 uger. Hørte intet fra dig, hvis ikke jeg kontaktede dig. Det er utroligt jeg ikke så det dengang, fordi det var så åbenlyst at du ikke ville noget med mig, bare spiller på mine enorme følelser for dig. Jeg får kvalme, ondt i maven og hovedpine af at tænke på det her. Mange har spurgt mig, hvorfor vi egentlig ikke var kærester. Hvad kan jeg sige? Du føler intet, du er kold som is. Jeg har kæmpet for dig så længe, og hvorfor ved jeg ikke. Du har behandlet mig som affald. Hvis du ikke gider mig, skal du lade mig helt være. Jeg gider ikke at jeg godt kan bruges, når ingen andre er der. Har så svært ved at tilgive mig selv, for at jeg lod mig udsætte for den behandling. Jeg har skrevet til dig så mange gange, sendt breve, ált. Hvordan kan du se dig selv i spejlet? Er ikke et sekund i tvivl om at du bare tænker:"Hold kæft, idiot!" Jeg kunne skrige så vred er jeg på dig, men jeg lyver for mig selv hele tiden! Lige nu har jeg foreksempel lyst til at ligge med dig hele natten og bare se alt mulig dårlig fjernsyn og spise os fede i slik. Men nej.. Mit had til dig er blevet større med tiden. Du er flov over mig, men alligevel spørger folk mig tit ind til dig. Det giver ingen mening, og det gør det her hellere ikke. Burde ikke bruge min tid på dig. Du er en nar, intet andet.

//Mathilde..