Dag 13 - en jeg ønsker kunne tilgive mig.

Det hele så, så fint ud. Vi var altid sammen. Vi var som smeltet sammen, og må ærlig indrømme at jeg ikke havde set den komme. Jeg var ved at blive rask, og tror egentlig du havde det sværest ved at leve med at jeg var blevet mere eller mindre rask. Da jeg var syg, var jeg herhjemme, og du vidste derfor altid hvor jeg var. Der var ingen frygt for at nogle skulle komme imellem os, fordi jeg ville hellere ikke se nogle mennesker, jeg var helt lukket inde, du var den eneste jeg havde lukket ind på det tidspunkt. Men tiden gik, og alting ændrede sig. Jeg var rask og følte der var en masse ting jeg skulle have indhentet på det ½ år, hvor jeg havde været hjemme og isoleret fra omverden. Du var ved at glide fra mig, og hvorfor er en gåde for mig. Jeg havde mistet næsten et år af mit liv, så den sygdom. Jeg skulle ud og mærke verden. Du var ikke længere den samme overfor mig, og tror det var fordi jeg havde forandret mig. Jeg var ikke længere lille og sårbar. Jeg var oppe at køre af lykkepiller og al verdens ting. Jeg kunne flyve. En dag endte det hele bare galt. Jeg havde så meget liv jeg skulle ud med, jeg kunne ikke klare at sidde derhjemme og have ondt af mig selv mere. Uden at tænke mig om, var jeg sammen med en anden. Min læge nede i Herning, havde sagt at jeg skulle passe på. De vidste godt jeg havde en kæreste, jeg snakkede om dig hele tiden. Og han sagde at når jeg fik disse piller, ville jeg til tider være ligeglad med alting. Det er dét pillerne gør, får dig til at glemme din frygt. Gør dig ligeglad med ting, så det ikke rammer dig. Han havde før haft patienter der ikke vidste hvad der skete med dem, og havde været deres kærester utro, fordi de var ligeglad med alting. Af en eller anden grund skulle dén dag lige være der hvor jeg var allermest ligeglad. Havde det bare været dagen inden eller efter, havde det hele set anderledes ud. Jeg var sammen med en anden, og ikke hvem som helst. Min bedste ven på det tidspunkt. Kan huske jeg grinede hele vejen fra hans hus af og hjem. Så kold og ufølsom. Jeg ville egentlig ikke fortælle dig det, men mine veninder fik jeg overtalt. Lige inden, havde vi faktisk slået op, selvom du ikke vidste noget. Men du tog den, og jeg var lammet. Alle følelser kom tilbage i mig. Jeg fortalte hurtigt jeg havde været sammen med en anden, og så begyndte dit forhør. Følte jeg sad i retten og skulle til at have min dom,  for en forbrydelse jeg havde gjort. Jeg sagde 'Ja' til alt du spurgte om. Jeg kan ikke huske hvad der skete de næste 20 min. det har min hjerne valgt ikke at huske på. Jeg forventer ikke at du tilgiver mig, overhovedet ikke. Hvad vil vi alligevel kunne bruge det til? Tror næppe vi finder sammen igen. Vi er så forskellige. Som dag og nat. Vi havde intet tilfælles, vi havde bare vores ubetingede kærlighed. Et eller andet sted vidste jeg fra første dag vi var kærester, at det var mig der skulle ødelægge det forhold. Jeg vidste det bare. Du var så uskyldig, jeg havde været en kæmpe forelskelse igennem én gang. Jeg husker bedre vores skænderier end vores lykkelige tider. Havde vi overhovedet nogle lykkelige stunder, skat??

//Mathilde.